Influensa er en hutig forløpende, smitsom sygdom, der særlig fra 1889 er optraadt i i store epidemier. Sygdomsvækkeren menes at være en i 1891-91 av Pfeiffer og Cannon opdaget dobbelkok (kuklebakterie). Sygdommen angriper meget pludselig med snue, forkjølelse, hæshet, luftrørskatarr, svelgkatarr med større eller mindre slimavsondring og opspytning, smerter i hode, pande og nakke, ømhet omkring ølnene, feber, smerter i ryg og lemmer, kraftesløshet. Naar man sørger for at holde sit stofskifte i god orden og pleier sin hud vel, behøver man ikke at frygte sygdommen; ti skulde man faa et anfald, vil det forløpe meget let.

Saasnart man merker paa de ovennævnte symptomer at sygdommen h holdt sit indtog i kroppen, stikker man føttene i saa hett vand som man paa nogen maate kan taale det; bedre er et benbad hvor vandet gaar omtrent op til knærne Vandet holdes saa hett som det kan taales, ved av og til at spæde litt kokende vand til. Samtidig drikker man varmt vand med hyllebærsaft eller anden god frugtsaft i. Man fortsætter paa denne maate indtil man er kommet i sved, tørker føttene godt og gaar tilsengs, idet man svøper leggene og føttene ind i varmt uldtøl og lægger én eller flere varmedunker ved føttene. Denne behandlig kan foretages om aftenen, før man gaar iseng, og ofte vil sygdommen være fuldstændig knækket næste morgen; hvis ikke, gjentages behandlingen. Samme behandling for forkjølelse.